Indledning.

Denne bog er beregnet på et udvidet kursus i databaser. Bogen forudsætter at du har et grundlæggende kendskab til Microsoft Access 97 (eller eventuelt tidligere versioner af Access) svarende til slutbruger-niveau.

Det vil blandt andet sige, at du kan åbne en database, bladre i posterne, indsætte poster, søge poster, filtrere på brugerniveau, sortere og udskrive. Ligeledes forudsættes, at du har arbejdet med windows 95 (eller windows NT 4.0 eller windows 98), og at din fornemmelse af hvordan man håndterer vinduer, dialoger, knapper osv "ligger i fingrene".

Erfaring fra et andet database-program kan erstatte erfaringen fra Microsoft Access. Du skal så blot være indstillet på, at du i starten skal bruge noget tid på at udforske Access' måde at gøre tingene på.

Bogen tilsigter at vekselvirke mellem teorier om database-opbygning og små praktiske øvelser og opgaver, som du kan aflevere hos din lærer. I starten vil opgaverne være små og relativt lette at gå til. Senere vil de blive mere omfattende.

Fra begyndelsen er det vigtigt at du prøver at arbejde med de begreber, som introduceres. Det gør arbejdet med de senere kapitler lettere. Hvis du har besvær med at læse et kapitlel når du kommer til det i bogen, så bør du med en par uger mellemrum gå tilbage til det kapitel, du syntes var svært, og prøve igen - du vil nok synes, at du forstår det bedre næste gang.

Der er en litteraturliste bagest i bogen, hvor du kan læse mere. Hvis du har besvær med nogle emner i bogen, kan det være en god idé at kigge i en af de nævnte bøger: det kan nogle gange hjælpe at få forklaringen fra flere forskellige sider, og nogle af bøgerne giver sig betydelig bedre plads til gennemgang og uddybning af begreberne end jeg har plads til i skrift. Bøgerne er alle fundet på Århus Kommunes Hovedbibliotek, hvorfra de kan bestilles fra dit lokale bibliotek, hvis de ikke har dem dér.

 

God fornøjelse…

Klavs Bryld


Copyright © 1998 Forlaget Hedeskov I/S